Vi ved allesammen, at det er vigtigt med et godt indeklima. Indeklimaet bliver forurenet af mange forskellige ting. Det kan være mados, cigaretrøg, støv og så videre. Nogle af disse kan du aktivt gøre noget ved. Du kan stoppe med at ryge indendørs eller i hvert fald kun anvende e-cigaretter, når du ikke er udenfor. På den måde kan du hurtigt komme i gang med at gøre din færden indendørs meget mere sund. Det er nemlig vigtigt for sundheden, at indeklimaet er i top. Ellers risikerer du at få flere sygedage, og det kan også tage længere tid for en forkølelse at gå i sig selv igen. Ligeledes kan du sikre, at boligen taber langsommere værdi, hvis du holder den i stand.
Læs med her, hvis du gerne vil have et par tips eller tricks til, hvordan du selv kan sørge for, at din boligs indeklima bliver bedre.
Luft ud på daglig basis
Der er så dejligt varmt i lejligheden eller huset, og det sidste, du har lyst til, er at lufte ud. Men hvis du ønsker at opretholde et sundt indeklima, er det altså en god idé, at du indimellem aktivt sørger for, at dit hjem får en omgang ny luft. Du behøver ikke lufte ud flere timer ad gangen. Åbn eventuelt et par vinduer i hver sin ende af boligen, og giv hjemmet en ordentlig omgang gennemtræk. Det vil helt sikkert friske dig op, og hvis du synes, at det er koldt bagefter, kan du blot kravle tilbage i sofaen og tage et tæppe om din krop.
Brug en ordentlig støvsuger
Det spiller faktisk også en stor rolle for indeklimaet, at du bruger en fornuftig støvsuger. Mange af nutidens støvsugere er udstyret med forskellige filtre, som sørger for at indsamle de små støvpartikler, som kan genere svælget. Når du køber en ny støvsuger, skal du derfor huske at holde øje med modellens støvemission. Graden af støvemission fortæller dig noget om, hvor meget forurenet luft, støvsugeren puster ud, mens den arbejder. Find her en model, der har en god mærkning. Det vil betyde alverden for dit indeklima. Specielt hvis du har små børn og derfor skal støvsuge flere gange om ugen.
Tænk dig om, når du laver mad
Det er dejligt at lave mad. De fleste kan godt lide at stå ved komfuret og kokkerere. Men også her skal du være opmærksom på, at damp og andet kan være skidt for indeklimaet. Desværre er det sådan, at mange bor i lejligheder, hvor emhætten er af ældre dato og derfor larmer enormt meget. Derfor lader de være med at tænde for den. Det er en dum ide. Du skal bruge emhætten, når du laver mad – og hvis du synes, at den ikke fungerer så godt, bør du måske rense dens filter. Det kan både nedsætte lydniveauet og øge effekten.
Tør vasketøjet udenfor
En anden kilde til påvirkning af indeklimaet er vådt tøj. Selvom det kan være fristende at hænge det våde tøj på et tørrestativ og stille det lige op ad radiatoren, bør du lade være med det. Vådt tøj afgiver i sagens natur en masse fugt, og det er ikke sundt at opholde sig i. I stedet bør du tørre dit tøj udenfor, hvor den friske luft i øvrigt vil gøre sit til, at dit vasketøj får en helt fantastisk duft. Hvis du bor i en lejlighed uden altan og ikke har mulighed for at tørre dit tøj på den måde, bør du benytte kælderen. Her er der i de fleste tilfælde fin mulighed for at tørre tøjet, og du undgår fugten i dit hjem.
Sov med åbent vindue
Når du sover i dit soveværelse, afgiver du sved og fugt fra din udåndingsluft. Det bliver faktisk til flere liter i løbet af en nat. Derfor er det en god idé at sove med et åbent vindue, hvis det kan lade sig gøre. Det vil sørge for, at du får en jævn og kontinuerlig udluftning af soveværelset. Hvis vejret udenfor er så dårligt, at det ikke kan lade sig gøre, skal du i hvert fald lufte ud i soveværelset i løbet af dagen. Derfor skal du også huske at lufte dit sengetøj. På den måde får du også fjernet en masse støv, og din seng vil føles helt fantastisk, når du går i seng om aftenen.